Aarhus Universitets jordbrugsforskning er i verdenseliten

Fødevare- og jordbrugsforskningen på Aarhus Universitet er helt i top. Den rangerer som nummer ni på U.S. News Best Global Universities-ranglisten og er således det bedste universitet i Danmark.

12.10.2015 | Janne Hansen

Jordbrugsforskningen på AU omfatter et bredt spektrum af emner, der har at gøre med, hvordan vi mennesker anvender og udvikler naturlige ressourcer til gavn for os selv. Arkivfoto: Anders Trærup

Med en flot niende plads er Aarhus Universitet kommet blandt verdens 10 bedste universiteter, når det drejer sig om jordbrugsforskning. Det er U.S. News Best Global Universities rankings, som støtter sig til Thomas Reuters bibliometriske analyser, der har udarbejdet ranglisten.

Jordbrugsforskningen omfatter et bredt spektrum af emner, der har at gøre med, hvordan vi mennesker anvender og udvikler naturlige ressourcer til gavn for os selv. Den inkluderer husdyrproduktion, planteproduktion, fødevareforskning og ernæring samt haveproduktion.

Rangeringen baseres på universiteternes ry og forskning inden for fødevare- og jordbrugsforskningen. Og her er det, at Aarhus Universitet ligger som det bedste i Danmark, det tredjebedste i Europa efter Wageningen Universitet og Ghent Universitet, og det niende bedste i verden.

Se ranglisten og dens anvendte metodik her.

DCA, Agro, Anis, Food, Institut for Molekylærbiologi og Genetik, Institut for Ingeniørvidenskab