Fødevareforskningen får kontor i Agro Food Park

Aarhus Universitet (AU) har åbnet et kontor i Agro Food Park, hvilket skaber nye muligheder for samarbejde mellem fødevarevirksomheder og fødevareforskere.

04.07.2016 | Claus Bo Andreasen

Agro Food Park bygger videre på stolte danske traditioner for tillidsfuldt samarbejde mellem stærke parter i dansk landbrug og fødevareindustri. Foto: Agro Food Park

DCA har på vegne af jordbrugsforskningen ved Aarhus Universitet (AU) åbnet et kontor i Agro Food Park i hjertet af den danske fødevareklynge.

Det nye kontor giver forskere og studerende fra jordbrugs- og fødevareområdet mulighed for i kortere eller længere perioder at have arbejdsplads i Agro Food Park, og det skaber igen grobund for øget samarbejde mellem forskning og industri.

- Tilstedeværelsen giver mulighed for at udveksle viden og udvikle nye ideer, som er spændende for både virksomheden og forskeren, forklarer institutleder ved Institut for Fødevarer på Aarhus Universitet, Michelle Williams og fortsætter:

- Samtidig er vi glade for at være en del af det åbne innovationsmiljø i Agro Food Park. Som forsker vil man kunne få en bedre indsigt i de udfordringer, som virksomhederne slås med i det daglige. Omvendt vil virksomhederne kunne få en bedre forståelse af, hvad forskere og studerende kan bidrage med i forhold til problemløsning og innovation.

Agro Food Park er på nuværende tidspunkt hjemsted for omkring 70 forskellige landbrugs- og fødevarevirksomheder; lige fra små énmandsvirksomheder til store virksomheder som SEGES og TI. Herudover har ARLA fuld gang i byggeriet af en ny udviklingsafdeling, som også skal ligge i området.

Forventningen er, at der i 2020 vil være omkring 3.000 arbejdspladser i Agro Food Park, og en del af disse vil være ansatte fra AU. Det skyldes, at universitetets langsigtede strategi er at samle fødevareforskningen i Agro Food Park.

- Initiativet skal ses som et led i at styrke vores samarbejde med fødevareindustrien. Ved at være til stede i Agro Food Park får vi grundlag for et langt tættere samarbejde mellem virksomheder, forskere og studerende fra universitetet, siger Michelle Williams.

Fælleskontor med seks arbejdspladser

Foreløbig er dog kun en enkelt af universitets ansatte, som har fået fast arbejdssted i Agro Food Park; nemlig Lise Nesgaard, som er fundraiser ved Institut for Fødevarer. Lises funktion er bl.a. skabe samarbejde med virksomheder omkring nye forskningsinitiativer. Samtidig vil hun kunne fungere som en kontaktperson til instituttet, hvis en virksomhed har brug for hjælp til at kontakte en forsker med særlig ekspertise.

Det nye kontoret har dog i alt seks arbejdspladser, og de fem øvrige skriveborde kan frit benyttes af medarbejdere fra institutter ved AU, som er tilknyttet DCA.

Udover Institut for Fødevarer er det Institut for Agroøkologi, Institut for Husdyrvidenskab, Institut for Molekylærbiologi og Genetik samt Institut for Ingeniørvidenskab. 


Yderligere information

Institutleder Michelle Williams
Institut for Fødevarer, Aarhus Universitet
E-mail: mw@food.au.dk
Telefon: 8715 7957/87158 335
Mobil: 2517 0049

 

 

DCA, Food