Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Her er de bedste frugt- og bærsorter til haven

Havesæsonen nærmer sig, og hos mange kribler det i fingrene for at plante nyt. Men det er ikke lige meget, hvilken sort, man vælger, når det gælder frugt og bær. Selv i et lille land som Danmark, kan der f.eks. være forskelle i klimaet, som man bør skæve til. I en ny DCA-rapport får du overblikket over de mest velegnede frugt- og bærsorter til private haver.

18.03.2019 | Camilla Mathiesen

Danske haver er fyldt med frugttræer og bærbuske. Foto: Colourbox

Danske haver er fyldt med frugttræer og bærbuske. Foto: Colourbox

Frugt og bær trives godt i det danske klima, og haverne rummer mange frugttræer og bærbuske. Der er dog forskel på klimaet, selv i vores lille land. I en ny DCA-rapport får du overblikket over de mest velegnede frugt- og bærsorter til private haver - afhængig af hvor i landet, du bor.

Den vestlige del af landet får næsten dobbelt så megen nedbør som den østlige. Derfor vil man i Vestjylland få stor glæde af frugt- og bærsorter, der er meget robuste mod svampesygdomme.

Tæt på kysterne er der mildt og lav risiko for sen frost i foråret. Her kan selv eksotiske arter som fersken og abrikos trives på friland.

I de indre dele af landet, som Midtjylland, Midtfyn og Midtsjælland, er der større risiko for hård vinterfrost samt nattefrost i blomstringen. Her bør vælges hårdføre og sent blomstrende sorter.

I den nordlige og indre del af landet er vækstsæsonen kortere, så her modner sorterne senere og meget sene æblesorter når ikke altid at modne.

Det er bare nogle af de faktorer, man bør tænke på, når man vælger nye frugttræer eller bærbuske til haven.

Alt fra æble-, pære-, blomme- og kirsebærtræer til alskens bærbuske, nødder, kastanjer og eksotiske frugter gennemgås i den ny rapport, og de enkelte sorters karakteristika, modningstidspunkt, bestøvning, pasning og risiko for sygdomme beskrives grundigt og er rigt illustreret.

- Vi har lagt vægt på, at sorterne er dyrkningssikre, frugtbare, robuste og smager godt. Men hensigten er også at inspirere private haveejere til at prøve nye arter og sorter, siger Martin Jensen, seniorforsker ved Institut for Fødevarer på Aarhus Universitet og en af forfatterne til rapporten.

Det er Privathavebrugets Frugt- og Bærudvalg, som har udvalgt og sammensat sortimentet. Udvalget består af konsulenter fra Kolonihaveforbundet og Gartnerirådgivningen, undervisere og forskere fra Jordbrugets Uddannelsescenter, Aarhus Universitet og Københavns Universitet samt andre fagpersoner.


Yderligere oplysninger

Hent DCA-rapporten Frugt og bær, gode sorter til haven her

Grøn Viden

Vidste du, at Aarhus Universitet tidligere har udgivet hæfterne "Grøn Viden", der blandt andet indeholdt en havebrugsserie med nyttig viden til konsulenter og interesserede havebrugere. Du kan hente hæfterne her.

Læs blandt andet: 

Kontakt
Seniorforsker Martin Jensen
Institut for Fødevarer, AU
Mailmartin.jensen@food.au.dk
Telefon: 8715 8331
Mobil: 4059 4286

Food, DCA