Varme bade til rodfrugter skal mindske madspild

De fleste rodfrugter vaskes, før de når ud til forbrugerne, men badet kan give rødderne skrammer, som lader bakterier og svampe trænge lettere ind og dermed forringe holdbarheden. Forskere fra Aarhus Universitet undersøger nu, om vask med varmere vand og planteolier kan mindske spildet.

15.01.2018 | Lotte Rystedt

Forskerne fra Institut for Fødevarer på Aarhus Universitet håber, at de kan finde metoder, som kan øge rodfrugternes holdbarhed med op til 14 dage. Foto: Jesper Rais/AU-Foto

Sæsonen for rodfrugter er på sit højeste her i vinteren, og de farverige rødder pynter på mange middagsborde i det danske land. Før de kommer så langt, er der dog risiko for, at der går råd i de vitaminrige fødevarer, og problemerne med dårlig holdbarhed er stigende. Derfor er Institut for Fødevarer på Aarhus Universitet gået i gang med det nye projekt KvaliRod, som skal finde metoder til at forlænge holdbarheden. Med i projektet er også en række rodfrugtavlere og fødevarevirksomheder.

Forskerne har fokus på, hvordan rodfrugterne bliver vasket, før de bliver pakket og solgt. I den proces børstes og skylles rødderne grundigt, og det har forbrugerne umiddelbar glæde af, når de står med madlavningen derhjemme. For rodfrugterne kan vaskeriet dog være en hård medfart, da skrællen får ridser, så bakterier og svampe lettere kan trænge ind i.

-          Det er første gang, at vi indgående undersøger vaskeprocessen for at afdække, hvordan den kan optimeres, så rodfrugterne holder bedre, siger Merete Edelenbos, som er lektor ved Institut for Fødevarer på Aarhus Universitet og projektleder på KvaliRod.

Vask i varmt vand og timianolie

I dag bliver rodfrugterne vasket i koldt vand, men forskerne fra Aarhus Universitet har en hypotese om, at det kan øge holdbarheden, hvis de vaskes i varmt vand i stedet.

-          Når rodfrugterne behandles med varmt vand, kan det opjustere deres egne forsvarsstoffer, og så er de mere modstandsdygtige over for eksempelvis svampeangreb. Vi skal også se på, om det kan øge holdbarheden, hvis vi tilsætter planteolier med antimikrobielle egenskaber til vaskevandet. Det kan for eksempel være timianolie eller oreganoolie, siger Merete Edelenbos.

Projektet skal gerne munde ud i nye metoder, som kan mindske madspildet.

-          Vi håber at kunne øge rodfrugternes holdbarhed med op til 14 dage, hvilket vil mindske spildet med 5 procent i detailhandlen og 30 procent hos forbrugerne, siger Merete Edelenbos.   

Nye eksportmuligheder

Danske rodfrugtsavlere er en stor leverandør til detailhandlen i både Danmark og vores nabolande, men med en længere holdbarhed, vil der åbne sig et endnu større marked.

-          Der er for eksempel store muligheder på det økologiske marked i Kina, men hidtil har det været for langt væk på grund af holdbarheden. Vi håber, at projektet også kan give mulighed for, at avlerne kan bevæge sig ind på nye markeder, siger Merete Edelenbos. 

KvaliRod er et GUDP-projekt, som løber over fire år.


For yderligere oplysninger:

Lektor Merete Edelenbos
Institut for Fødevarer, Aarhus Universitet
Telefon: 87 15 83 34 / 29 45 01 33
Email: merete.edelenbos@food.au.dk

Food, DCA, Fødevarer, Forskning