Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Jordskok

Jordskokker (Helianthus tuberosus)

Jordskok tilhører den botaniske slægt kurvblomstfamilien (Asteraceae) ligesom skorzonnerod, artiskok, solsikke og mælkebøtte. Den spiselige del af jordskokken er de underjordiske stængelknolde (rhizomer), der fungerer som lager- og formeringsorgan for planten. Planten er flerårig, og er vinterhårdfør i Danmark.

Historie
Planten har været dyrket i den østlige del af Nordamerika længe før europæerne ankom. I begyndelsen af 1600-tallet fandt den franske opdagelsesrejsende Samuel de Champlain dem dyrket ved Cape Cod, hvor indianerne havde dyrket dem i århundreder.  Knoldene blev bragt til Frankrig, hvor de hurtigt blev populære og herefter dyrket mange steder i Centraleuropa som fødevarer og foder til dyrene.  Jordskokken blev som fødevare brugt på samme måde som vi i dag bruger kartoflen, men blev i løbet af 1800-tallet stort set udkonkurreret af kartoflen, der blev en fast bestanddel på spisebordet som tilbehør sammen med sovs til såvel kød som fisk. I dag er jordskok mest kendt som en gourmetgrønsag.    

Sundhed
Ud over et højt indhold af C- og K- vitamin indeholder jordskok kulhydratet inulin, der er opbygget af lange kæder af fruktose-enheder, og er plantens energikilde. Inulin nedbrydes ikke af fordøjelsesenzymerne i den menneskelige organisme, men fortsætter videre til tarmsystemet, hvor det nedbrydes af tyktarmens mikroflora, og herved medvirker til en sund tarmmikroflora (prebiotisk virkning). Diabetikere kan bruge inulin som alternativt sødemiddel.

 

Klonsamlingen ved AU-Årslev
Den danske jordskoksamling er bevaringsværdig til dokumentation af den genetiske variation af plantearten. Samlingen består af 18 sorter/kloner, som bevares og vedligeholdes ved Institut for Fødevarer, Aarhus Universitet i Årslev.

Klik for at se oversigt over samlingen i Årslev

 

Muligheder og mangfoldighed
Jordskokker er relativt nøjsomme planter og er ikke særligt følsomme for sygdomme eller skadedyr. De egner sig derfor glimrende til økologisk produktion, og kan dyrkes på de fleste jordtyper. Ved at dyrke sorter med forskellige modningstidspunkter er det muligt at levere danske jordskokker fra august frem til maj det efterfølgende år. Jordskoksorternes diversitet kommer også til udtryk i forskellig plantehøjde samt knoldenes farve (lysebrune, brune eller røde), form (ujævne, glatte, aflange eller runde), og indholdet af inulin.