Aarhus Universitets segl

Baggrund

Liguster er en af de største enkeltafgrøder i dansk planteskoleproduktionen med anvendelse til hæk og færdighæk. I de seneste år er der set stigende problemer i produktionen af liguster, dels i formeringsledet med markant faldende rodningsprocenter hos nogle producenter og dels i vækstfasen, hvor der opleves markant øget blomstringsdannelse i ligusterplanter med særlige udfordringer i færdighækproduktionen, som giver markant ringere tilvækst og påvirker formdannelse negativt. Den stærke blomsterdannelse påvirker også den videre vækst som hæk hos forbrugerne, som kan opleve mindre succes med ligusterhække generelt.  Disse ændringer ses i særlig høj grad hos Ligustrum ’Liga’ sorten, som er hovedsorten på det danske marked, men også i et vist omfang hos andre liguster sorter.

Årsagen til disse ændringer er ikke kendt, men en af hypoteserne er at sortsmaterialet udviser ’aldring’, dvs. at det materiale der bruges er ved at overgå fra ungdomsform (juvenil, vegetativ stadie) karakteriseret ved at have god rodning og ingen blomstring, til i stedet at blive mere voksenform (adult, generativ stadie) som udviser ringere rodningsevne og begynder blomstring tidligere efter formeringen. Aldring af modermaterialet for planteskoleområdet er kendt bl.a. fra stiklingehække til f.eks. rødgran, men er traditionelt mindre kendt for at give problemer for hæk og prydbuske området. Klimaændringer med mere ekstremt vejr, f.eks. højere sommertemperaturer kan potentielt også inducere øget blomstring ligesom meget varme eller våde forår potentielt kan udfordre rodningen af stiklinger på friland, som anvendes til liguster.

Der er derfor behov for at undersøge og forstå hvad der forårsager disse ændringer og finde løsninger således at høj og sikker rodningsprocent kan sikres og kraftig blomstring enten kan undgås eller forsinkes og/eller at tilpasning af dyrkningsmetoder kan sikre en acceptabel tilvækst både i produktionen og hos forbrugerne.