Bevaring af plantegenetiske ressourcer er en vigtig del af den biologiske mangfoldighed, der skal sikre egnede planter til fremtidig fødevareproduktion. I fremtiden vil der blive stillet store krav til de afgrøder, vi skal dyrke, både pga. klimaforandringer og stigende miljøkrav, men også som grundlag for produktion af et varieret udbud af kvalitetsfødevarer.
Institut for Fødevarer har ansvaret for at opretholde den nationale samling for en række grønsagsarter. De vegetativt formerede grønsager bliver bevaret på friland i markgenbanker ved AU Årslev i form af kloner, altså identiske kopier af det vegetative plantemateriale. Derudover er der etableret sikkerhedskopier i flere lokale samlinger rundt om i landet.
Samlingen består af plantearterne:
Flere af arterne indgår eller har indgået i forskningsprojekter ved instituttet.
Jordskok tilhører den botaniske slægt kurvblomstfamilien (Asteraceae) ligesom skorzonnerod, artiskok, solsikke og mælkebøtte. Den spiselige del af jordskokken er de underjordiske stængelknolde (rhizomer), der fungerer som lager- og formeringsorgan for planten. Planten er flerårig, og er vinterhårdfør i Danmark.
Planten har været dyrket i den østlige del af Nordamerika længe før europæerne ankom. I begyndelsen af 1600-tallet fandt den franske opdagelsesrejsende Samuel de Champlain dem dyrket ved Cape Cod, hvor indianerne havde dyrket dem i århundreder. Knoldene blev bragt til Frankrig, hvor de hurtigt blev populære og herefter dyrket mange steder i Centraleuropa som fødevarer og foder til dyrene. Jordskokken blev som fødevare brugt på samme måde som vi i dag bruger kartoflen, men blev i løbet af 1800-tallet stort set udkonkurreret af kartoflen, der blev en fast bestanddel på spisebordet som tilbehør sammen med sovs til såvel kød som fisk. I dag er jordskok mest kendt som en gourmetgrønsag.
Ud over et højt indhold af C- og K- vitamin indeholder jordskok kulhydratet inulin, der er opbygget af lange kæder af fruktose-enheder, og er plantens energikilde. Inulin nedbrydes ikke af fordøjelsesenzymerne i den menneskelige organisme, men fortsætter videre til tarmsystemet, hvor det nedbrydes af tyktarmens mikroflora, og herved medvirker til en sund tarmmikroflora (prebiotisk virkning). Diabetikere kan bruge inulin som alternativt sødemiddel.
Den danske jordskoksamling er bevaringsværdig til dokumentation af den genetiske variation af plantearten. Samlingen består af 18 sorter/kloner, som bevares og vedligeholdes ved Institut for Fødevarer, Aarhus Universitet i Årslev.
Almindelig humle er en flerårig urteagtig slyngplante tilhørende hampfamilien (Cannabaceae), som findes vildtvoksende i skovområder i Europa og den tempererede del af Nordamerika. Humle vokser på lysåbne steder, hvor jorden er næringsrig, og hvor den kan slynge sig og kravle op i stor højde. Planten består af skud som hvert forår skyder fra rodkronens vidt forgrenede underjordiske stængeludløbere (rhizomer). Skuddene ses tidligt om foråret som små tynde aspargeslignende spirer. I maj og juni tager væksten rigtig til, hvor de i særlige tilfælde kan vokse omkring 20 cm på et døgn.
Humleplanten er særbo, dvs. at planten er enten hunkøn eller hankøn, og ved humledyrkning er det kun hunplanten som anvendes, da det kun er hunplantens blomster også kaldet humlekopper som danner lupulin kirtler. Lupulinet indeholder primært de stoffer, som har betydning i ølbrygningen, nemlig bitter- og aromastofferne. Humlekoppen fra hunplanten minder om en lille blød kogle.
Humle stammer oprindeligt fra Kina, men er siden middelalderen blevet dyrket som nytteplante i Europa, hvor den blev brugt som lægeplante, og udelukkende dyrket i klosterhaver. Munke i Centraleuropa fandt på at tilsætte humle ved ølbrygning, hvilket sidenhen blev en kendt skik i Norden. I 1300-tallet var de fleste gårde i Danmark selvforsynende med humle, da ølbrygning var en almindelig del af husholdningen. Særligt på Nord- og Vestfyn var forholdene ideelle til at dyrke humle, og frem til midten af 1800-tallet havde nogle af gårdejerne en god indtjening på at dyrke og sælge humle. Herefter fik den fynske humleproduktion sit knæk, da brygger J.C. Jacobsen (grundlægger af Carlsberg) begyndte at brygge bayersk øl og importere humle fra udlandet. De gamle danske humlesorter blev efterfølgende i begrænset omfang bevaret på Carlsbergs forskningslaboratorier, hvor de indgik i et forædlingsprogram udført af Professor Øjvind Winge. Disse indgår i den eksisterende humleklonsamling ved AU-Årslev.
Humle har en søvndyssende effekt, som opleves når man plukker humlen. Et ekstrakt der drikkes eller ved at lægge humle under puden, siges at give ro og afslapning. En anden egenskab ved humlen er, at den har østrogenlignende virkninger, som kan gribe forstyrrende ind i den kvindelige cyklus og fremme menstruationen. Det har tidligere været anvendt medicinsk. Herudover indeholder humle stoffet xanthohumol, som indikerer at virke forebyggende på nogle former for kræft- og hjertekarsygdomme.
Klonsamlingen ved AU-Årslev
Den danske humlesamling er bevaringsværdig til dokumentation af den genetiske variation af plantearten. Samlingen består af 41 kloner, som bevares og vedligeholdes ved Institut for Fødevarer, Aarhus Universitet i Årslev.
Peberrod tilhører den botaniske slægt korsblomstfamilien (Brassicaceae) ligesom kålgrønsagerne, sennep og radiser. Det er hovedroden også kaldet stangpeberrod, som udgør den spiselige del. Planten er flerårig, og er fuldt ud vinterhårdfør i Danmark, men som grønsagskultur dyrkes peberrod alene som en-årig afgrøde.
Peberrod er en gammel kulturplante, der menes at have sin oprindelse i Sydøsteuropa og det vestlige Asien. Den har været dyrket i Europa siden omkring år 1000, og nævnes første gang som dyrket i Danmark omkring det 17. århundrede, men kan være indført tidligere. Peberrod er gennem tiderne både blevet anvendt som krydderi og lægeplante. Roden har været brugt mod skørbug, urinvejsinfektioner, gigt og reumatisme, samt som omslag mod forfrysninger.
Peberrod har et højt indhold af mineralstofferne kalium og calcium samt er rig på C-vitamin. Den karakteristiske skarpe smag og duft skyldes indholdet af svovlholdige glucosinolater, der er plantens forsvar mod skadedyr og skadegørende mikroorganismer. Glucosinolater menes at nedsætte risikoen for udvikling af en række kræftformer, samt forebygge hjerte-karsygdomme og type-2 diabetes.
Den danske peberrod samling er bevaringsværdig til dokumentation af den genetiske variation af plantearten, og er indtil videre eneste Nordiske samling. Samlingen består af 58 kloner og selektioner med oprindelse i ind- og udland, som bevares og vedligeholdes ved Institut for Fødevarer, Aarhus Universitet i Årslev. Samlingen består af avlstedstyper, landsorter, samt udvalgte kloner fra forædlingsarbejde ved Danmarks JordbrugsForskning (nu Aarhus Universitet) gennemført i 1960-70erne.
Indsamlingen af peberrod fandt sted i årene 1957-64 med det formål at finde mere udbytterige og let dyrkelige typer. En nyere indsamling fandt sted i 2003.
Dyrkning af peberrod i Danmark er i dag en nicheproduktion inden for frilandsgrønsagsområdet. Peberrod er dog ved at finde vej tilbage i nutidens køkkener som frisk krydderurt. Peberrod dyrkes bedst på dybmuldede humusrige jordtyper, der har god vandholdende evne. De forskellige sorter adskiller sig ved mængden af udbytte, rodens vækstmåde og derved udseende, samt farve (nogle mere hvide end andre) og smag.
Rabarber tilhører den botaniske slægt skedeknæfamilien (Polygonaceae) ligesom boghvede og havesyre. Rabarber er en kraftigt voksende, flerårig urt, hvor det er bladstilkene, der udnyttes som den spiselige del af planten. Rabarber er fuldt vinterfast under danske klimaforhold og skyder tidligt i foråret, som en af de første og tidligste grøntsager.
Rabarber er en meget gammel kulturplante, der stammer fra Kina, hvor den har været dyrket helt tilbage til 2700 år f.Kr. Rabarber har, ligesom mange andre grøntsager, været dyrket som medicinplante, hvor forskellige dele af planten blandt andet er blevet brugt mod fordøjelsesproblemer, skørbug, smitsom feber og ødemer. Først i 1800-1900 tallet blev der udviklet typer af rabarber, der egnede sig til madbrug.
Rabarber har ligesom andre grøntsager et lavt energiindhold, samtidig med at de indeholder en del C-vitamin og fibre. Fiberindholdet gør at de mætter betydeligt. Den syrlige smag i rabarber skyldes indholdet af æblesyre, og den ru fornemmelse på tænderne skyldes oxalsyreindholdet. Oxalsyre virker svagt ætsende på tandemaljen og kan nedsætte kalcium optag fra maden, det vil derfor være en fordel at neutralisere oxalsyren med kalciumclorid, hvis man spiser mange rabarbere.
Den danske rabarbersamling er bevaringsværdig til dokumentation af den genetiske variation af plantearten. Samlingen består af 81 sorter/kloner, som bevares og vedligeholdes ved Institut for Fødevarer, Aarhus Universitet i Årslev.
Rabarber er en robust plante, der giver et sikkert udbytte fra år til år. Den er nem at dyrke uden brug af pesticider og kan bruges både til hovedretter (rabarberkompot), desserter, kager og drikke. Rabarbersorter er meget forskellige, tidlige sorter kan høstes sidst i marts, og sene sorter frem til august. Nogle er små og med fine stilke, andre kan vokse til næsten halvanden meter høje planter. Der findes meget sure sorter, andre mindre syrlige. Stænglernes farve kan også variere afhængig af sorten, lige fra helt grønne til dybrøde.
Skalotteløg er en underart af almindelig kepaløg. Skalotteløg afviger fra almindelige kepaløg ved at danne en klynge af mindre løg ud fra et enkelt lagt løg. Skalotter er oprindelig flerårige og formeres ved sideløg, som dannes fra moderløget. Der fremkommer op til 10 sideløg pr. planteløg. Antallet af sideløg er især afhængig af størrelsen på læggeløgene, idet et stort planteløg giver mange små løg, hvorimod et lille planteløg giver færre men større løg.
Planten antages at stamme fra det vestlige Asien, og det botaniske navn stammer fra Ascalon, der er en by i det sydlige Palæstina, hvor de menes at have deres oprindelse. Det er en gammel kulturplante, som kan dyrkes over store dele af verden. Planten er kendt siden middelalderen, men er formentlig først blevet introduceret til Nordeuropa i 1700-1800 tallet sammen med almindelig kepaløg.
Skalotteløg er rig på vitamin A, B og E og især indholdet vitamin C, der er dobbelt så stort som i almindelig løg. Yderligere en god kilde til kalium, som modvirker for højt blodtryk, samt allicin der bl.a. formodes at sænke cholesterolindholdet i blodet, og forbedre immunsystemet.
I år 2001 blev der via annoncering i fag- og haveblade foretaget en indsamling af skalotteløg i Danmark. De indsamlede kloner kom hovedsagligt fra private haveejere. Danmarks Jordbrugsforskning i Årslev udførte efterfølgende i år 2002 en prøvedyrkning af de indleverede skalotteløg med beskrivelse af deres egenskaber og karakterer. Samlingen består af 28 kloner, som bevares og vedligeholdes ved Institut for Fødevarer, Aarhus Universitet i Årslev.
Smagen af skalotteløg er krydret og mere sød end kepaløg, og det højere sukkerindhold gør dem meget velegnet til at karamellisere ved tilberedning. I private haver er skalotteløgene lettere at dyrke end kepaløg, idet de ikke i samme grad invaderes af løgfluens larver. Til gengæld er skalotterne ofte angrebet af virussygdomme og løgskimmel, som kan medføre betydelig skade. Den erhvervsmæssige dyrkning af skalotteløg er i dag meget begrænset. Der findes forskellige former af ”røde” (mørke, rødlig-gule) og gule skalotteløg, hvor der også er stor forskel på form, smag og styrke mellem sorterne.
