Den dag, vi kan dyrke et stykke kød i en petriskål, som er helt identisk og umulig at skelne fra et stykke lårmuskel fra en ægte levende ko, vil alting være forandret. Og den dag kan komme, før vi aner det, takket være bl.a. forskere fra CellFood Hub og Institut for Fødevarer på Aarhus Universitet.

”Vi er drevet af det cirkulære. Ved at dyrke cellebaseret mad kan vi spare enorme ressourcer i forhold til traditionel husdyrproduktion og samtidig genanvende spild fra eksisterende processer i landbruget. F.eks. blod fra slagtedyr, der er fuld af værdifuld næring, kan bruges i produktionen i stedet for at blive spildt. En cirkulær proces. Det er derfor, vi gør det,” siger Margrethe Therkildsen.

Hun er agronom og lektor ved Institut for Fødevarer på Aarhus Universitet, og som forsker i kødproduktion og kvalitet er hun med til at udvikle laboratoriedyrket kød i projektet CellFood.

Cellebaseret mad dyrket i et laboratorie kan – og vil måske uundgåeligt – revolutionere fødevareproduktionen og samtidig åbne en Pandoras æske af dilemmaer og diskussioner om etik, natur, kultur, tradition, klima, dyrevelfærd, økonomi og bæredygtighed.

Derfor er CellFood på forkant og tager allerede nu de første skridt til at åbne dialogen om cellebaseret mad.

Teknologien åbner dilemmaer

En gruppe bestående af bl.a. filosoffer, antropologer og kunstnere er i gang med at kortlægge folks holdninger til cellebaseret mad og øver sig samtidig i, hvordan man bedst faciliterer dialog om emnet.

”Det er en bred vifte af følelser, folk har om det her emne. Det er entusiasme, skepsis, fascination, frygt. Der er mange holdninger, og det skal vi afdække nu,” siger lektor Susanne Højlund, der er antropolog med speciale i madkultur.

Hun var en af initiativtagerne bag en workshop for biologer, kunstnere, filosoffer, antropologer, interessenter fra fødevareindustrien samt en stor gruppe internationale studerende. De mødtes for nylig netop for at begynde dialogen om cellebaseret mad i god tid, før produktet havner i køledisken.

Filosofferne Steen Brock og Kristian-Alberto Cobos præsenterede forsamlingen for dilemmaerne omkring cellebaseret mad. På den ene side det enorme potentiale for at mindske dyrs lidelse og landbrugets klimaaftryk og belastning af naturen og på den anden side frygten for den uprøvede teknologi og bekymring over den kulturelle og spirituelle effekt af at forlade gamle landbrugstraditioner.

Derefter skulle forskerne og de studerende i grupper sammen tilberede et måltid mad af planteproteiner, der imiterer kød – laboratoriekødet er desværre ikke klar til at ramme køkkenet endnu – og samtidig diskutere madkultur og følelser.

Møder åbner dialogen

Det blev et interessant møde mellem fagligheder og tilgange og ikke mindst imellem folk fra hele kloden med vidt forskellige kulturelle baggrunde og følelser omkring mad og fødevareproduktion.

“Jeg havde aldrig hørt om cellebaseret mad eller laboratoriekød før i dag. Men hvis det kan mindske fødevareindustriens påvirkning af naturen, så skal jeg nok købe det og spise det i stedet for almindeligt kød. Det er helt sikkert,” siger en af deltagerne på workshoppen, Lara Bisaggio, der kommer fra Brasilien og studerer Visual Arts på AU.

Lara Bisaggios gruppe bestod af studerende fra Australien, Japan og Belgien samt en dansk forsker – alle med vidt forskellige madvaner og holdninger til fødevareproduktion. Som håbet kom det personlige i spil. Gruppens holdninger til traditionelt husdyrhold i forhold til laboratoriedyrket kød blev f.eks. påvirket af, at Lara Bisaggio kommer fra Brasilien, hvor den traditionelle kødproduktions naturpåvirkning er meget håndgribelig.

Her bliver uvurderlig natur hver dag ryddet til fordel for græsningsarealer og plads til afgrøder, der bruges som foder i svine- og kvægproduktionen i bl.a. Danmark. Noget som den unge generation er klar til at ofre meget for at stoppe.

”Den yngre generation er meget mere åbne for det nye end os andre,” siger lektor Margrethe Therkildsen, mens hun laver mad med sin gruppe af internationale studerende.

”Det er så vigtig en refleksion at have. Sådan nogle snakke, som vi har på den her workshop, har jo ikke så meget at gøre med mit daglige arbejde med cellebaseret mad. Men det åbner for forståelsen at høre deres tanker og holdninger og diskutere det sammen. Ellers går vi rundt i hver vores faglige eller personlige boble, og det duer ikke,” siger hun.